|
TEKST 1
BO GREEN JENSEN: PRINSESSE AURA OG MASKINENS SJÆL
Novellen er fra N.I.T. - Ny Informations Teknologi, 1983
- Det mest skræmmende
perspektiv er imidlertid ikke automatiseringen som sådan, sagde den ældre mand, som talte inde i fjernsynet. Et eller andet indslag i de evindelige debatprogrammer, som den antikverede TV-ledelse insisterede på at
plage seerne med. Altid skarpe eksperter med tykke briller og store munde, som talte og talte og ikke anede en skid om noget som helst.
- Det er heller ikke ensretningen. Det er heller ikke arbejdsløsheden, som
uundgåeligt følger så gennemgribende rationaliseringsprocesser. Det værste er det, som sker med vores hoveder. Det gælder især de unge. Det er noget andet for os andre, der har kendt en verden uden computere, uden
denne... ja, jeg vil næsten sige denne nye dimension.
- Du gode, tænkte Torben og så på sine foraldre, som begge stirrede fast på den talende mand. Stuen henlå i tusmørke. Der stod kopper på sofabordet og ved
siden af farens lænestol lå dagens Ekstra-Bladet opslået på TV-programmet. Han fattede ikke, at hans forældre gad at sidde og gennemtæske de samme trætte, danske programmer aften efter aften, når fjernsynet rent
faktisk var udstyret med maksimal kanalkapacitet og kunne indfange sådan noget som 100 stationer fra hele Europa. Alligevel sad de dag efter dag og åd den samme vælling af ældgamle film, intetsigende talkshows og
pinlige underholdningsprogrammer. De sagde, at det skyldtes sproget. De kunne ikke følge med i det udenlandske. Det måtte de, når Torben skulle vare ærlig, helt selv om. Han kunne alligevel ikke holde ud at sidde og
høre på deres pladder, som i sig selv var meget tilforladeligt - resumeer af dagens gang, osv. - men som havde en uudholdelig evne til at gentage sig selv. Præcis som mundene i TV. Præcis som mundene i skolen.
Præcis som det der skete udenfor. Man kendte det til kvalmegrænsen. Det samme og det samme og det samme. Ikke som Tara, hvor der skete noget nyt hver dag og hvor tingene betød noget. For alvor.
- Disse spil,
disse skærme og hele denne opløsning af tidsbegrebet har skabt en slags bagland i bevidstheden, en alternativ virkelighed, som man kan tænde og slukke for efter behag og som aldrig stiller krav. Her er der, slotte
og drager, prinser og prinsesser, mystiske ringe og magiske sten, alt sammen placeret i en forloren middelalder eller urtid, som aldrig har varet og aldrig vil være til, men som foregår her og nu i vore børns
hoveder. For det er børnene, som jeg taler om. Os lader spillene kolde. De er noget, som amerikanerne har opfundet for at tjene flere penge, fordi amerikanerne nu engang gør den slags. Og vi er for gamle. Vi kan
ikke engang kode os ind i disse parallelle verdener.
- Jo, sagde den skæggede programvært, som ikke hørte efter og først og fremmest var bange for at kede, Men er det ikke altsammen bare en ny version af de gamle
spil?
- For os er virkeligheden virkeligheden, fortsatte eksperten, en mand som følte dybt for sit emne, uden at lade sig distrahere. Det er noget andet med vores børn, og jeg tør slet ikke tænke på hvad der
sker, hvis denne udvikling fortsætter, mens vores børn får børn og børnebørn. Til sidst vil vi være en hel verden, der sidder bøjet over kontrolbokse foran flimrende skærme, der tikker og flakser og sender døgnet
rundt. Det begynder måske med Conan Barbaren. Det ender med slutspil, hvor verdener fødes og forsvinder, mens fingrene trykker nye frem. Altid mere, flere, større, længere. Jeg tror ikke, at nogen for alvor gør sig
omfanget af disse skred i bevidstheden klart. Vi er ved at slette vor historie. Vi er ved at fostre en generation, der hverken kan tænke eller handle eller føIe, kun se.
- Skal vi ikke se, om der er noget andet, spurgte Torben.
- Sh, sagde faren. Jeg synes det er meget godt.
- Vi må nok erkende, at kannibalgalaksen er en realitet, sagde manden og så lige ind i kameraet. Vi er
begyndt at æde hinanden. Tidligere gjorde vi det i krige og kriser. Nu gør vi det på TV-skærme. Et tryk og vi er til. Et tryk til og vi forsvinder. Forskellen er, at det ikke gør ondt mere. Det er blevet så let. Man
kan sige, at vi har ophævet virkeligheden. Den findes ikke mere.
Eksperten lænede sig tilbage og så tilfreds ud. Studieværten rømmede sig og smilte undskyldende ud til folket. Torbens forældre sagde ingenting, så
ikke væk fra skærmen, men ventede på den næste ærede taler med helt åbne øjne.
- Jeg går ind til mig selv, sagde Torben og gik ind til sig selv.
- Gør du det, min dreng, hørte han sin mor sige.
l Tara er der bjerge og skove og sletter og slotte. Der er ørkener, der strækker sig så langt øjet rækker. Der er jungler så duftende og frodige, at sanserne næsten gør ondt. Der er dybe floder, som hjertet
forsvinder i. Der er to sole og den ene går aldrig ned. Det er et smukt land, men et farligt land. Aldrig så snart har man fældet dragen eller dræbt den sorte ridder, før endnu en faldlem sender en ned i mørket,
hvor de hvide dværge lever, eller endnu en mur styrter sammen over en, fordi den onde troldmand, der bor helt alene i de fjerne blå bjerge på kanten af verden, altid arbejder på sin plan om at om styrte Tara og
generobre Kraften. Kraften sidder i ringen, som Kong Luxor bærer på sin finger. For mange år siden - flere end nogen levende sjæl kan tælle eller huske - kæmpede brødrene Luxor og Niger om magten i Tara. Luxor ville
det gode for landet og folket. Niger ville mørket og trældommen. I et altomfattende slag, som man stadig taler lavt om i hytter og haller, kæmpede lysets riddere med mørkets og vandt. Siden da har der hersket orden
i Tara, men man kan aldrig vide sig sikker, for Niger har aldrig opgivet at generobre ringen.
Hans stadige plan er at bortføre Luxors datter, Prinsesse Aura, så han kan hæve ringen i løsesum. Flere gange er det
næsten lykkedes ham, men hver gang har Torben - med sit sværd og sin lanse og sin hvide ganger - afværget anslagene med sikre tryk på boksens knapper. Kong Luxor sætter Torben højt. Det samme gør hans datter. Aura
og Torben er elskende. De taler om at trolove sig.
Prinsesse Aura er den smukkeste kvinde i verden. Hun er perfekt, den fuldkomne kvinde. Hun har langt, gyldent hår og store, tunge bryster. Hun går altid klædt i
hvidt. Hendes kys efterlader små røde munde på hans hud. Han kan lytte til hendes pludren i timevis. Hun er alt det, som piger ikke er i virkeligheden. Radmagre strigler med bumser og dårlig ånde. Tyggegummi i
hovedet. Han ville ikke røre dem med en ildtang, denne ædle ridder Torben.
I det hele taget keder Urbanplanen ham. En park af hvide boligblokke, som selv i det begyndende forfald er identiske, hvor opgange og
stier er så ens, at man må give dem maleriske navne og sætte små symboler op, så også børn og fulde folk kan finde hjem. Her er der hverken bjerge eller skove eller sletter eller slotte; Her er der den tre-værelsers
lejlighed, som han bor i sammen med sin far og mor, og der er den skole, som han trasker hen til hver morgen og hjem fra hver eftermiddag, ikke fordi han har lyst, men fordi han skal. Der er visse ting man skal. Det
er også i orden. Når bare man kan komme hjem bagefter og tage til Tara, hvor tingene sker og betyder noget. For alvor.
Inde på sit værelse, omsider i sikkerhed efter endnu en dag (op syv, i skole otte, hjem tre,
i boblehallen sammen med Preben, hjem at spise klokken seks, med bussen ind til byen for at nå 7-forestillingen af "Hårde hug til strenge drenge", en Big Mac at sige godnat på og så hjem til
voksfigurerne), sætter han sig til rette med boks og skærm.
Sommetider behøver han næsten ikke skærmen. Sommetider er det som om, at han befinder sig i selve maskinens sjæl og ikke blot spiller spillet, men lever
det. Når han drømmer om natten, drømmer han om Tara. Det er det han bedst kan lide. Når Tara kommer helt af sig selv.
Han låser sig ind i forløbet. Han skynder sig gennem skoven, forbi de dybe floder og spilder
ikke megen tid på at nedkæmpe det baghold, som Niger naturligvis har lagt på hans vej. Det her er rutine. Han skynder sig med slottet. Han ved, at Prinsesse Aura venter (sammen med sine hofdamer, hvoraf den ene,
Jomfru Lucie, er tavst og ulykkeligt forelsket i ham, hvilket Torben ved og synes om, selv om han aldrig kunne finde på at svigte Prinsesse Aura - hvis tingene bliver for indviklede, kan han altid trykke Lucie ud af
spillet) i den lille lund ved slotskapellet. Prinsesse Aura tager godt imod ham. Hun ved, at hun skylder ham sit liv.
- Det er mærkeligt med den dreng, siger moren til faren i stuen, da der er pause før
sidste TV-avis.
- Hvad er det der er mærkeligt, siger faren uden at se væk fra teleteksten, som resumerer dagens bevægelser. Det er tredie gang indenfor fem timer, at han lader sig orientere. Det er muligt, at
aIting er en stor forvirring, men man skylder sig selv at følge med.
- Man ser næsten aldrig noget til ham efterhånden. Enten er han ikke hjemme eller også sidder han inde hos sig selv og trykker på den
forbandede boks, siger moren, der ynder at krydre sit ordvalg med milde eder, når hun vil påkalde sig ægtefællens endog meget træge opmærksomhed. De har været gift i enogtyve år og kan stadig sidde i stue sammen.
Det er det man kalder kærlighed.
Torben drømmer om Tara. Hans urradio begynder at spille lidt i syv, blide strygere fra en koncertsal i Amerika, men han kan næsten ikke vågne. Han har heller ikke lyst. Han
har været i Tara hele natten og det har aldrig været bedre. Han har aldrig set Aura så varm og åben. Han har aldrig været så langt inde i maskinens sjæl. Han har ikke lyst til at stå op. Han vil hellere ind i
spillet igen.
Selv ude under bruseren, mens vandet kommer prikkende i stråler og kaskader, har han svært ved at forlade drømmen. Han vil ikke hen i skolen og høre om ligegyldige bondeopstande i århundreder, som
forlængst er gået i den store glemmebog. Han vil hellere hjem til Tara. l spejlet er det hvide i hans øjne helt klart og uden røde streger. Han er en pæn dreng, en ren dreng, en god dreng. Han glæder sig til den
dag, som uundgåeligt må komme hvor vi omsider kan taste os selv ud af livet og ind i maskinen. Hvor tingene sker og betyder noget.
For alvor.
|
